Børnebidrag
I har som forældre pligt til at forsøge jeres barn, uanset om I bor sammen med jeres barn eller ej. Bopælsforælderen opfylder som udgangspunkt sin forsørgelsespligt ved at barnet bor hos denne. Samværsforælderen vil typisk opfylde forsørgelsespligten ved at betale børnebidrag til bopælsforælderen.
Når I skal fastsætte børnebidragets størrelse, er der flere ting, der spiller ind. Er I enige om børnebidrags størrelse, kan I selv lave en aftale eller få Familieretshuset til at fastsætte bidraget efter jeres enighed. Uanset hvad, er det en god idé at få aftalen lavet skriftligt. Er I ikke enige om bidragets størrelse, kan I anmode om, at Familieretshuset fastsætter det.
Hvis I som forældre ikke bor sammen, kan den, som barnet ikke bor hos, opfylde sin pligt til at forsørge barnet ved enten at betale børnebidrag eller ved at betale for nogle af de ting, som barnet har brug for i sin dagligdag. Det kan fx være betaling af skole- og pasningsudgifter, tøj og sko, fritidsaktiviteter, lommepenge, mobilabonnement, receptpligtig medicin og lignende.
Hvis barnet opholder sig nogenlunde lige meget hos begge forældre, og I begge opfylder jeres forsørgelsespligt, fastsætter Familieretshuset som udgangspunkt ikke bidrag. Hvis barnet kun overnatter fire til fem gange hos den ene forælder over en 14-dages periode, vil vi normalt fastsætte børnebidrag. Den forælder, som har barnet hos sig fem dage eller færre over en 14-dages periode, opfylder som udgangspunkt ikke sin forsørgelsespligt.
Hver opmærksom på, at hvis den forælder, der ikke har barnet hos sig, betaler børnebidrag, har han eller hun ikke pligt til at betale andre udgifter, ud over udgifter i forbindelse med samvær.
Vi kan vejlede dig om reglerne og hjælpe dig, hvis I selv skal indgå aftale om bidrag, eller hvis I er uenige om bidragspligten.